UTH (utilsigtet hændelse)

Utilsigtet hændelse

​En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. En utilsigtet hændelse kan kendes ved, at man som patient eller pårørende tænker:

“Det, der skete her, burde ikke være sket. Det indebærer en risiko eller har betydning for mig eller min pårørendes behandling. Jeg vil være sikker på, at fagfolkene lærer af denne fejl, både på det aktuelle behandlingssted og generelt i sundhedsvæsenet”.

Hændelsen er utilsigtet, fordi de fagfolk, der er involveret ikke har til hensigt at skade andre. De vil tværtimod gerne være hændelsen foruden. Utilsigtede hændelser kan ske, hvis der fx er mangler i sikkerhedssystemer, problemer med teknisk udstyr og apparatur, uhensigtsmæssige forhold i tilrettelæggelse af arbejdet, misforståelser eller tab af information.

Alle sundhedspersoner og de, der handler på disses ansvar er forpligtet til at rapportere utilsigtede hændelser.

Det betyder at autoriserede sundhedspersoner på sygehusene, i psykiatrien, på hjemmepleje, tandpleje, praktiserende læger, speciallæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, fodterapeuter, psykologer, apotekere, ambulancepersonale er forpligtet til at rapportere UTH.

Rapporteringspligtige personer skal rapportere de utilsigtede hændelser, som de observerer i forbindelse med, at hændelsen finder sted, herunder både de hændelser, som de selv er impliceret i og hændelser, som de observerer hos andre.

​Rapporteringspligten omfatter også de hændelser, som de efterfølgende bliver opmærksomme på i forbindelse med udøvelsen af deres faglige gerning.

Patienter og pårørende har også mulighed for at rapportere utilsigtede hændelser til Dansk PatientSikkerhedsDatabase (DPSD).

Formålet med at rapportere utilsigtede hændelser er at skabe systematisk opmærksomhed og læring om de fejl, der kan undgås og derved forebygge, at de sker igen.

Eksempler på utilsigtede hændelser finder du her.

Rapportér en utilsigtet hændelse her.

​At rapportere en utilsigtet hændelse er ikke det samme som at søge erstatning eller indgive en formel klage over sundhedsvæsenet. Rapporteringen af en utilsigtet hændelse ændrer ikke dine muligheder for at klage eller søge erstatning. Læs mere om dine muligheder for at søge erstatning på www.patienterstatningen.dk eller for at klage på www.patientombuddet.dk.